Refleksioner over det langsigtede samarbejde mellem UHB og Vanguard

Natalie og Chris mødtes, da Vanguard-mobilbiograferne efter næsten seks år snart skulle forlade Solihull Hospital. I løbet af den tid havde teatrene og de tre kliniske teams, der bemandede dem, spillet en nøglerolle i at afhjælpe og forhindre efterslæb inden for elektiv kirurgi, før, under og efter det værste af Covid-19. De tre operationsstuer med laminar flow gav et sikkert klinisk miljø, hvilket muliggjorde høj effektivitet, men som altid, når Vanguard's kliniske team er til stede, er det de mennesker, der har gjort det største indtryk.

For større indsigt er der et casestudie, her.

For et andet syn på dette samarbejde, er et interview med Paul Super, overlæge kirurg her.

Chris:

Natalie, det er virkelig godt at se dig i dag, og oprigtigt tak for din tid. Mon ikke vi bare starter med at præsentere dig selv og fortælle os din rolle her på hospitalet.

Natalie:

Absolut involveret i projektet, ja, for Vanguard One, for galdeblæreprojektet.

Chris:

Så vil du bare fortælle os, hvad processen var på det tidspunkt, og hvorfor du følte, at det ville være nyttigt at have et ekstra teater på denne side?

"Specialiteten besluttede, at de var nødt til at få nogle af galdeblærerne ud af systemet og stoppe dem med at blive varme galdeblærer og blokere nødvejen. Så ved at have et dedikeret teater kunne vi faktisk få dem alle igennem og gjort i en rettidigt.."

Natalie Arnold, Operations Manager, Pre-Op, SEAU, teatre, EPOC og kirurgiske afdelinger

Natalie:

Specialet besluttede, at de skulle få nogle af galdeblærerne ud af systemet og forhindre dem i at blive varme galdeblærer og blokere nødvejen. Så ved at have et dedikeret teater kunne vi faktisk få dem alle igennem og færdige i tide.

Processen med at få den ind var virkelig nem. Vi arbejdede meget med Estates. Jeg var baseret på Heartlands på det tidspunkt og passede Solihull derfra. Så Estates gjorde meget af arbejdet med at få Vanguard ind, og så var det bare at arbejde sammen med holdet for at få dem integreret i det andet hold, hvilket alt sammen skete ret hurtigt og nemt med kun én biograf.

Chris:

Så Natalie, havde du erfaring med Vanguard, før vi kom på stedet her i 2019?

Natalie:

Inden jeg kom til UHB, arbejdede jeg på Børnehospitalet, hvor de satte et teater og en afdeling ind. Og det arbejdede jeg sammen med Simon Squirrel om at få ind. Desværre tog jeg afsted for at komme på UHB, før det kom helt op at køre, men ja, jeg havde allerede arbejdet med nogle af holdet.

Chris:

Og hvordan fandt du det?

Natalie:

Meget godt. Meget. Meget involveret. Let kontaktbar. Der var intet trin, hvor du ikke vidste, hvad der derefter skete. Ja. Altså rigtig godt.

Chris:

Det er faktisk godt at høre. Vi talte om 2019 og omgangscholes og hele galdeblæren-tilgangen, som du har taget. Så kan vi selvfølgelig ikke ikke tale om Covid, tror jeg, fra 2020 og frem, marts 2020, er det hele brændt i vores hukommelse. Så hvordan støttede teatret hospitalet på det tidspunkt under Covid?

Natalie:

Så åbenbart stoppede al valgfri aktivitet ved Solihull. Det blev en spøgelsesby. Fordi hele personalet tog til Heartlands ITU for at støtte der, og faktisk meldte nogle af Vanguard-medarbejderne sig frivilligt og tog over til Heartlands for at hjælpe med ITU, og man kunne aldrig have nok personale derovre til at hjælpe.

Jeg mener, du ved, vi er alle mennesker. Vi gennemgår det også alle sammen, når vi har forladt arbejdet. Så ja, det viser bare integriteten af det personale, du har til at arbejde for dig.

Chris:

Det er godt at høre. Og jeg tror, du blev en grøn side. Er det rigtigt under Covid?

Natalie:

Ja. Jeg flyttede over til Solihull og derefter permanent, da Covid ramte, for at prøve at få det åbnet som et grønt sted, et valgfrit knudepunkt. Og selvfølgelig tror jeg, at for Vanguard, ja, for alle vores teatre, hver tredje måned, ændrede prioriteringen af, hvad der skulle gennem biograferne, fordi ingen andre steder virkelig lavede valgfag, stadig.

Og Vanguard var strålende: Teaterpersonalet, da du talte med dem om forandring hver tredje måned. Det er klart, at ovenpå ændrede sig, i vores hovedteatre, men også Vanguard ændrede sig. Så det, du havde meldt dig til, var galdeblærer, mens der faktisk var en smule gynæer, der kom ind, der var en smule urologi, der kom ind...

Intet var nogensinde for meget. Så længe jeg havde den rigtige færdighedsblanding, og vi havde den rigtige mængde kit, som de kunne have, var intet nogensinde for meget for dem.

Chris:

Og så er der åbenbart den post-Covid-periode, valgfri efterslæb, der faktisk vokser af alle de åbenlyse årsager. Du gik fra et teater til tre teatre. Så vær rigtig god bare til at forstå tankegangen bag den ekstra udvidelse fra et til tre, og så også hvordan du har brugt teatrene siden det tidspunkt.

Natalie:

Okay. Så Solihull var en valgfri hub, post Covid, der tydeligvis pressede så meget gennem biograferne, som vi kunne. Fordi vi ikke havde fået hoveddøren, havde vi mere afdelingskapacitet, end vi brugte. Så det var, hvordan kunne vi udnytte den fulde afdelingskapacitet og påvirke ventelisten, og hvordan folk bliver opereret og, du ved, hjemme igen raske og raske?

Man mente, at vi kunne klare to teatre, ekstra arbejde, fylde sengene op og stadig ikke have afbud på grund af senge. Så vi henvendte os naturligvis til Vanguard og bad om to ekstra teatre.

Efter Covid ændrede ventelisten sig hver tredje måned, og presset ændrede sig på, hvad der var behov for mere. Og da vi var det eneste sted, der lavede noget valgfrit arbejde på det tidspunkt, ændres det lidt hver tredje måned. Så, Vanguard, velsigne dem, gjorde... kunne gøre hvad som helst. De var indrettet til åbenlyst galdeblærer, men de gjorde gynae, de lavede noget urologi. Så det ændrede på en måde, hvad de kunne gøre hver tredje måned, indtil vi stabiliserede os. Jeg tror på bagsiden af det, selvfølgelig med Vanguard, der gik fra 1 til 3, post-Covid, de havde de samme problemer som os med fastholdelse og rekruttering af personale. Vi ved, at vi har set mange mennesker gå, fordi Covid fik dem til at revurdere livet for sig selv, og nogle af dem besluttede, at det var tid til at tage afsted. Så vi havde mange ændringer inden for Vanguard-indstillingen, hvilket også betød ledelsen. Men så efter det fik vi de dejlige Della og Simon, som stadig er hos os i dag. Det er klart, de dækker over hinanden. De ved, hvordan vi arbejder, de ved, hvad vi vil have.

Det stabiliserede sig, og vi har aldrig set tilbage fra et teatersynspunkt. For mig, der arbejder med dem, har jeg aldrig set mig tilbage.

"Jeg har forsøgt at pochere nogle af jeres medarbejdere til det nye byggeri... Jeg bliver ked af det, når de går. Nogle af holdet har jeg arbejdet med i 5 eller 6 år. De er blevet en del af familien ."

Natalie Arnold, Operations Manager, Pre-Op, SEAU, teatre, EPOC og kirurgiske afdelinger

Billede: Natalie corners Vanguard's Clinical Leads, Simon Barker og Della Smith

Chris:

Ja. Og det er interessant, fordi vi talte med Paul, en af de rådgivende kirurger, om faktisk at have det almindelige Vanguard-hold. Det giver bare så meget tillid i konsulentbasen at komme og arbejde i teatrene.

Natalie:

Det hjælper også produktiviteten, og hvad folk er villige til at sætte på listen for at sikre, at de bliver udnyttet fuldt ud. Og du får højere produktivitet og udnyttelse, hvilket kun er en win-win for alle. Så ja, det vendte bestemt til at være positivt.

Chris:

Og så begyndte du at ændre og flekse med den aktivitet, der også sker. Igen, at have det stabile hold, som du har tillid til. Ja, det gør bare alting så meget nemmere.

Natalie:

Ja, det gjorde det. Det havde sine udfordringer i starten, men faktisk en gang blev de stryget og de var uforudsete. Vi kommer forhåbentlig ikke til at have endnu en Covid, du ved, der var ting, som vi aldrig havde gjort før. Så alle prøvede at arbejde igennem den bedste måde, de kunne. Og igen, vi er alle mennesker. Vi beskæftigede os alle med Covid udenfor, og hvad det betyder for alle uden for arbejdet.

Så ja, det var en meget prøvende tid, men vi kom igennem det, og som sagt, når vi først har fået dette stabile hold, så vi aldrig tilbage.

Chris:

Og jeg tror, at din rolle delvist har været den slags nøgleforbindelser og ledelse af Vanguard, og faktisk også arbejdet med Vanguard-teamet. Så det lød som, i det svar, du lige har givet, et lydhørt team, men det ville være godt bare at høre, hvordan du har fundet ud af at arbejde med Vanguard i løbet af de sidste 3 eller 4 år.

Natalie:

Nå, jeg har prøvet at pochere nogle af dine medarbejdere til den nye bygning. Du vil blive glad for at vide, at de alle har sagt nej, fordi det er for langt hjemmefra. Hvilket jeg er ked af, men det ville de, hvis de var tættere på, hvilket igen er positivt for, hvordan de har arbejdet med Solihull. Jeg bliver ked af det, når de går.

Jeg mener, som jeg sagde, nogle af det team, jeg har arbejdet med 5 eller 6 år, de bliver en del af familien. Det er ligesom hvis nogen går fra de store teatre, du ved, der er den tristhed. De er mennesker. Det er lige meget, om de virker til Vanguard. De har arbejdet med os. Ja. Så jeg bliver ked af det, når det går.

Chris:

Det er virkelig rart at høre, som administrerende direktør for Vanguard, netop den indvirkning, som holdene fra Vanguard har haft på resten af teamet her, men også på patienterne i den periode, til det punkt, hvor, som du siger , føler de sig som en del af familien. Det er rigtig dejligt at høre. Så hvor længe går der til de nye teatre åbner?

Natalie:

Næste måned. Jeg måtte tænke på hvilken dag vi var på!

Chris:

Det er vel altid et godt tidspunkt at reflektere over de sidste 4 til 5 år. Så nogen overordnede tanker i forhold til, hvordan de sidste 3 til 4 år er gået arbejdet med Vanguard?

Natalie:

Bare skub så meget igennem som muligt i de næste seks uger! Nej, jeg tror, at jeg faktisk allerede har talt om, hvordan vi har lært, efterhånden som vi er gået. Så for at være helt ærlig, lige nu, du ved, vil jeg bare være ked af at se dem gå, som mennesker. Jeg kan ikke sige, at jeg kommer til at savne aktiviteten, for jeg fordobler den med seks nye teatre.

Så det har sine egne udfordringer, der kommer om seks uger. Så det vil være de mennesker, jeg savner.

Chris:

Ja. Og jeg tror, vi har elsket som en organisation, der støtter Solihull. Og det er længe siden. Det har faktisk været en af vores længste kontrakter. Det vil kun komme op til seks år. Så vi takker dig oprigtigt for din støtte og for dit bredere team.

Og vi har elsket at kunne støtte dig og dine patienter. Så held og lykke med de nye teatre.

Natalie:

Tak. Jeg får brug for det!